Fajance er en form for keramik, og igen er der reelt to
forskellige produkter:
Klassisk fajance:
Denne type blev oprindeligt
fremstillet i Perserriget og blev senere bragt til Europa.
Den består af fliser og skålvarer lavet af lertøj med hvid tin-glasur.
Kar, plader og fliser blev dækket med et glasagtigt, ofte farvet overtræk,
hvilket gjorde dem uigennemtrængelige for væsker.
Denne metode blev brugt allerede i Assyrien og Babylon og spredte sig til
Italien via Ægypten og Nordafrika.
I det 17. og 18. århundrede
blev den klassiske fajance vældig populær i Europa.
Stengods-fajance:
Denne type blev opfundet i 1759 af
Josiah Wedgwood i England og spredte sig derefter i Europa.
Den er baseret på
en hvidtbrændende masse, lignende porcelæn, og har en klar glasur.
Fajance adskiller sig fra porcelæn ved, at det kun sintres delvist, hvilket gør
skærven porøs.
Det har ikke porcelænets metalliske klang og transparens.
Fordelene ved fajance var, at det kunne opnå rigere farvevariationer og
produceres billigere end porcelæn.
Kellinghusen
Kellinghusen er en by i delstaten Slesvig-Holsten i Tyskland,
beliggende i Kreis Steinburg.
Byen ligger 15 km øst for Itzehoe ved floden Stör
og er kendt for sin smukke natur og rige historie.
Kellinghusen blev første gang nævnt i 1148 og har en lang historie
med keramikproduktion.
Og blev især kendt for sine "Kellinghusener Fayencen" fra det 18.
og 19. århundrede.
Byen har også været en vigtig handelsplads i middelalderen.
I byen begyndte man i 1763 en fajanceproduktion som et
interessentskab.
Gennem årene kom der flere fabrikker til, i alt seks.
Varerne, der mest bestod af brugsting til bordet, var i begyndelsen blå eller
manganviolette;
senere op mod 1800-tallet brugtes hovedsagelig brogede farver.
Bestyreren for Kellinghusen ca. 1780 var Heinrich Kähler, formentlig en
onkel til Joachim Christoph Herman Kähler.
